top of page

Alvorlig kritik af Leadwises samtykkeløsning på letfinans.dk

Datatilsynet har udtalt alvorlig kritik af, at Leadwise indsamlede personoplysninger på letfinans.dk uden gyldigt samtykke. Tilsynet fandt bl.a., at samtykkeløsningen ikke levede op til reglerne, da samtykket ikke var tilstrækkeligt informeret.



På baggrund af en konkret klage indledte Datatilsynet i 2021 en sag vedrørende placering af cookies på Leadwise A/S’ hjemmeside letfinans.dk.

Klager blev på hjemmesiden præsenteret for en samtykkeløsning med afkrydsningsmulighederne: ABSOLUT NØDVENDIGE, YDEEVNE, MÅLRETNING, FUNKTIONALITET, UKLASSIFICEREDE. ABSOLUT NØDVENDIGE var forud-afkrydset, mens de øvrige muligheder ikke var afkrydsede på forhånd.

Nedenfor fremgik mulighederne ”ACCEPTER ALLE”, ”AFVIS ALLE” OG ”VIS DETALJER”. Klager kunne i forbindelse med besøget på hjemmesiden konstatere, at der inden interaktionen med samtykkeløsningen blev placeret en række cookies på hans computer, herunder fra tredjeparter som Google og Facebook.

Datatilsynet lagde i afgørelsen vægt på, at der blev behandlet personoplysninger om klager, inden han havde givet sit samtykke til behandlingen. Derudover fandt tilsynet, at samtykkeløsningen ikke levede op til kravene til et gyldigt samtykke, da det bl.a. ikke var tilstrækkeligt informeret, og da der ikke blev oplyst om muligheden for at trække samtykket tilbage.

På baggrund af ovenstående udtalte tilsynet alvorlig kritik.

Ved et besøg på hjemmesiden letfinans.dk den 20. juni 2022 kunne Datatilsynet konstatere, at Leadwise har ændret samtykkeløsningen. Tilsynet har med nærværende afgørelse ikke taget stilling til den ændrede samtykkeløsnings gyldighed.


Commentaires


bottom of page