• Datatilsynet

Det irske datatilsyn udsteder bøde til Instagram på 405 millioner euro

Opdateret: 22. sep.

På baggrund af Det Europæiske Databeskyttelsesråds (EDPB’s) bindende afgørelse har det irske datatilsyn nu truffet sin endelige afgørelse i tilsynets sag mod Instagram og udsteder den næststørste GDPR-bøde siden forordningen trådte i kraft på 405 millioner euro – svarende til lidt over tre milliarder danske kroner.



Som følge af Det Europæiske Databeskyttelsesråds (EDPB’s) bindende afgørelse, der blev vedtaget den 28. juli 2022, har det irske datatilsyn nu truffet sin endelige afgørelse i tilsynets sag mod Instagram (Meta Platforms Ireland Limited), og har i den forbindelse udstedt den næststørste GDPR-bøde siden forordningen trådte i kraft. Bøden lyder på 405 millioner euro – svarende til lidt over tre milliarder danske kroner. Herudover har det irske tilsyn udstedt påbud til Instagram om at bringe sine behandlingsaktiviteter i overensstemmelse med GDPR.

Offentliggørelse af oplysninger om børn Det irske Datatilsyn startede en sag af egen drift for dels at undersøge Instagrams offentliggørelse af e-mail adresser og telefonnumre på mindreårige, der havde såkaldte Instagram Business-kontoer, og dels at undersøge en ”public-by-default”-indstilling for mindreåriges personlige Instagram-profiler. Instagram har efterfølgende standset sin praksis på området på baggrund af sagen.

EDPB traf bindende afgørelse efter indsigelser fra bl.a. det danske datatilsyn Ifølge GDPR kan EDPB vedtage såkaldte bindende afgørelser, hvis en eller flere tilsynsmyndigheder gør relevant indsigelse mod den ledende tilsynsmyndigheds (i dette tilfælde Irlands) forslag til en afgørelse i grænseoverskridende sager, dvs. sager som denne Instagram-sag, der berører borgere i flere europæiske lande. Indsigelserne mod det irske tilsyns forslag til afgørelse handlede blandt andet om hjemlen for behandlingen af personoplysninger og bødestørrelsen.

For at nå til enighed om en bindende afgørelse i EDPB iværksatte det irske datatilsyn den såkaldte tvistbilæggelsesprocedure. Sagen blev herefter forelagt EDPB, hvor bl.a. det danske datatilsyn har været med til at udforme den bindende afgørelse.

Første bindende afgørelse om børn Dette er den første bindende afgørelse fra EDPB, der vedrører behandling af personoplysninger om mindreårige. Afgørelsen viser, at virksomheder, der behandler personoplysninger om mindreårige, skal være ekstra opmærksomme, idet børn fortjener en helt særlig beskyttelse ifølge GDPR.

Vil du vide mere? Du kan finde EDPB’s pressemeddelelse om sagen her. Du kan også læse EDPB’s bindende afgørelse her. Du kan desuden læse en FAQ om tvistbilæggelsesproceduren her.


Kilde: datatilsynet.dk

2 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle