top of page

Ny vejledning om offentlige myndigheders brug af AI og kortlægning af AI på tværs af den offentlige

Datatilsynet udgiver i dag en vejledning om offentlige myndigheders udvikling og brug af AI. Samtidig offentliggør Datatilsynet en rapport med resultaterne af en kortlægning af brugen af AI på tværs af den offentlige sektor.



Ny vejledning om offentlige myndigheders brug af AI I vejledningen ser Datatilsynet nærmere på kunstig intelligens, og de grundlæggende overvejelser, som myndigheder skal gøre sig, inden de går i gang med at udvikle AI-løsninger. Det omfatter bl.a. spørgsmål om behandlingsgrundlag, oplysningspligt og konsekvensanalyse. ”Innovation og databeskyttelse går efter vores opfattelse hånd i hånd. Det er essentielt for borgernes tillid til digitale løsninger i den offentlige sektor, at myndighederne håndterer borgernes oplysninger forsvarligt og efterlever databeskyttelsesreglerne” siger Cristina Angela Gulisano, direktør i Datatilsynet, og fortsætter: ”Det arbejde hjælper vi naturligvis myndighederne med og håber, at vejledningen kan give de projektansvarlige medarbejdere de redskaber, som de skal bruge for at udvikle løsninger, hvor databeskyttelsesreglerne er tænkt ind helt fra start.” Hvor udbredt er den offentlige sektors brug af AI? Foruden en ny vejledning har Datatilsynet kortlagt offentlige myndigheders brug af AI. Kortlægningen af brug af kunstig intelligens i den offentlige sektor giver det hidtil klareste indblik i offentlige myndigheders brug af kunstig intelligens-løsninger og deres databeskyttelsesretlige overvejelser i den forbindelse. Blandt andet viser kortlægningen, at brug af kunstig intelligens endnu ikke er vidt udbredt blandt offentlige myndigheder. I det omfang kunstig intelligens-løsninger bruges i den offentlige sektor, er der ofte tale om standardløsninger eller samme specialudviklede løsning, der bruges af flere myndigheder. Derudover viser kortlægningen, at myndighederne overvejende sikrer sig et relevant behandlingsgrundlag, når de bruger AI-løsninger, men at myndighederne generelt har udfordringer med at overholde kravet om at foretage konsekvensanalyser eller at foretage dem rettidigt. Udover at synliggøre Datatilsynets rolle som vejledende og tilsynsførende myndighed inden for det databeskyttelsesretlige område, giver kortlægningen såvel offentligheden som Datatilsynet et større kendskab til og forståelse for brugen af nye teknologier i den offentlige sektor, mens vejledningen er med til at pege myndighederne på rette vej, når de håndterer databeskyttelsesretlige udfordringer i forbindelse med udvikling og anvendelse af kunstig intelligens. Mere materiale på vej Datatilsynet vil fortsætte med at have fokus på brug af kunstig intelligens. På den kortere bane vil tilsynet bl.a. udarbejde en skabelon for gennemførelse af konsekvensanalyser, som myndigheder kan bruge i sit udviklingsarbejde. På den lidt længere bane vil Datatilsynet se på mere vejledning om, hvordan organisationer kan håndtere de risici, der kan være forbundet med brug af AI, såsom bias og manglende transparens. Find den nye vejledning om offentlige myndigheders brug af AI her Find kortlægningen af offentlige myndigheders brug af AI her


bottom of page