• Datatilsynet

Alvorlig kritik af Familieretshuset

Opdateret: 16. sep.

På baggrund af en sag startet af egen drift vedrørende Familieretshusets utilsigtede videregivelser af beskyttede navne- og adresseoplysninger udtaler Datatilsynet alvorlig kritik og udsteder påbud.

Datatilsynet startede i efteråret 2021 en sag af egen drift vedrørende Familieretshusets utilsigtede videregivelse af beskyttede navne- og adresseoplysninger til uvedkommende. Sagen omfattede også videregivelse af andre oplysninger om en parts opholdssted, fx navnet på barnets institution.

37 brud om uberettiget videregivelse Familieretshuset har anmeldt 37 brud på persondatasikkerheden til Datatilsynet i perioden fra den 27. maj 2021 til den 16. august 2022, som omhandler, at Familieretshuset uberettiget havde videregivet oplysninger om bl.a. den ene parts beskyttede adresse til den anden part i en sag hos myndigheden, hvor den ene part havde beskyttet adresse netop for at undgå, at den anden part skulle få kendskab til adressen.

Datatilsynet har tidligere behandlet en sag om Familieretshusets utilsigtede videregivelse af personoplysninger, som tilsynet traf afgørelse i den 4. marts 2021.

Datatilsynet kan konstatere, at Familieretshuset efter tilsynets afgørelse af 4. marts 2021 har gennemført betydelige foranstaltninger for at undgå utilsigtet videregivelse af beskyttede navne- og adresseoplysninger.

Alvorlig kritik for ikke at leve op til kravet om passende sikkerhed Datatilsynet fandt imidlertid også, at Familieretshuset ikke havde levet op til kravet om passende sikkerhed, idet Familieretshuset, på trods af at have konstateret og anmeldt flere ensartede brud på persondatasikkerheden, ikke havde genovervejet de eksisterende foranstaltninger med henblik på at forhindre fremtidige brud af samme type.

Tilsynet udtalte derfor alvorlig kritik af, at Familieretshusets behandling af personoplysninger ikke var sket i overensstemmelse med reglerne om behandlingssikkerhed.

Ved valg af reaktion lagde Datatilsynet i skærpende retning vægt på, at det kan være forbundet med store konsekvenser for de registrerede, hvis deres beskyttede adresse eller andet opholdssted, som f.eks. navnet på et krisecenter, utilsigtet bliver videregivet til den person, de prøver at skjule sig for.


Samtidig fandt Datatilsynet, at der var grundlag for at meddele Familieretshuset påbud om at foretage en fornyet risikovurdering på baggrund af de 37 brud på persondatasikkerheden, som sagen handler om. Fristen for efterlevelse af påbuddet er den 6. januar 2023.

Vil du vide mere?

Læs hele afgørelsen her. Læs Datatilsynets tidligere afgørelse vedrørende Familieretshuset her. Læs Datatilsynets vejledning om risikovurdering her.

Journalister kan kontakte kommunikationskonsulent Anders Due på tlf. 29 49 32 83.


Kilde: datatilsynet.dk

2 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle