Datatilsynet udtaler kritik af Region Hovedstaden for ikke at opfylde sin oplysningspligt i en gennemsigtig og letforståelig form.
Datatilsynet indledte af egen drift i 2021 en undersøgelse af Region Hovedstadens opfyldelse af oplysningspligten i forbindelse med regionens behandling af oplysninger til brug for (fremtidig) forskning.
I den forbindelse fandt Datatilsynet, at Region Hovedstaden ikke havde givet de nødvendige oplysninger til de registrerede i en gennemsigtig og letforståelig form, hvilket gav tilsynet anledning til at udtale kritik. Derudover henstillede Datatilsynet til Region Hovedstaden, at regionen overvejer, hvordan den fremadrettet vil opfylde sin oplysningspligt over for patienter.
I sin afgørelse lagde Datatilsynet bl.a. vægt på, at hvis man som dataansvarlig er bekendt med, at ens tjenester er tilgængelige for sårbare medlemmer af samfundet, skal denne sårbarhed indgå i den dataansvarliges vurdering af, hvordan man overholder kravet om gennemsigtighed i relation til de registrerede.
Vil du vide mere? Læs afgørelsen her. Læs mere om oplysningspligten i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder.
Kilde: datatilsynet.dk
Comments